Gang i Odense
Et nyt musik- og Teaterhus, lukning af Thomas B. Thriges Gade og anlæggelse af en letbane er ikke bare udgifter for Odense. Det er investeringer i fremtiden. Investeringer, som er nødvendige, og som vil skabe arbejdspladser og give indtægter.
Vi har oplevet, at der i løbet af de sidste par år, i takt med krisen, har indskrevet sig en kollektiv pessimisme i vores samfund. Politisk diskuterer, vi hvor langt vi er villige til at gå ned i velfærdsniveau, og hvem der skal holde mest for, alt imens vi venter på, at kineserne kommer og stjæler vores velstand og vores arbejdspladser. I stedet burde vi have et målrettet fokus på, hvordan vi skaber nye jobs, og hvordan vi bruger de mange fordele, vi har, til at vende skuden. Vi er en veluddannet, homogen befolkning med høj arbejdsmoral, kreativitet og omstillingsparathed. Vi har et fleksibelt arbejdsmarked og en enorm tillid til hinanden og de systemer, vi har opbygget. Alt i alt har vi et fantastisk godt grundlag at bygge videre på, men vi skal begynde at tro lidt mere på os selv, og hvad vi kan udrette sammen.
I Odense skal vi også have en stærk tro på fremtiden, vi oplever dog nogle store udfordringer i disse år. Lindø og Wittenborg lukker, ligesom mange forgangne industrivirksomheder før dem. Demografien og regeringens kvælertag på kommunerne gør, at vi må skære ned på mange af de bløde områder. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi tager udfordringen med at skabe nye arbejdspladser alvorligt. De mange initiativer, der er gang i, i vores by, skal derfor ses i dette lys.
Hvorfor arbejde med tiltag som Musik- og Teaterhus, ændringen af Thomas B. Thriges Gade og Letbanen, når vi skal spare penge? Ganske enkelt fordi det handler om at skabe nye arbejdspladser både her og nu - og på sigt. Odense skal gå fra at være en industriby til at være en vækst- og vidensby, der skal skabes udvikling på tværs af universitet, det nye supersygehus, midtbyen og havnen. Vi kan godt diskutere, om den ene eller anden ensretning er fornuftig, men det er vigtigt at se på byens udvikling i en helhed og en sammenhæng, der handler om at skabe jobs til de mange, der bliver arbejdsløse, og at vi udnytter vores styrker, ruster os til fremtiden, skaber optimisme, liv og gang i Odense.
Et ægte politisk alternativ komme ikke af spin
Søndag aften fulgte jeg, som mange andre dansker med i DR´s drama satsning ”Borgen” der ligesom filmen kongekabale og Hanne Vibeke Holst´s ”kronprinsessen” fremstiller dansk politik som et overfladisk spil, imellem kolde beregnende politikere der igennem løgn, ”spin” og sniksnak kører en nidkær kamp om magten i Danmark.
En anden af weekends helt store oplevelser var, via ”webtv,” at se Helle Thorning genrejse sig efter skattesagen, på Socialdemokraternes kongres i Aalborg. Håret sad godt, retorikken var lige i skabet, endnu engang præsterede Helle Thorning til topkarakter, inden for alle de discipliner, som enhver spindoktor må sukke efter. Dette fik mig til at tænke på om alt den fokus på ”spin” ikke er helt forfejlet? Betyder det virkelig så meget, hvis indholdet ikke er i orden, kan man ”spinde” sig til en valgsejr? Med en så god kommunikator som Helle Thorning burde man så ikke have vundet valget allerede i 2007?
Hvad er anderledes nu end den gang?
I 2007 var strategien klar: S mente det samme som regeringen hvad angik skat, udlændinge og uddannelse. Med argumentationen ”mindre skat eller bedre velfærd” kunne man opstille et alternativ til Anders Fogh og man mente at befolkningen selvfølgelig ville vælge velfærd. Men hvad gik galt?
Da valgkampen først gik i gang, bar den meget præg af cirkusset omkring Ny Alliance, og den mediedagsorden de fik sat. I hele det hurlumhej glemte S straks strategien. Uddannelsespolitikken var det første der røg. Pludselig ville S gerne lave en uddannelsesreform, fordi de radikale pressede på. Efterfølgende fik NA snakket så meget om behovet for en skattereform, at man også åbnede den diskussion op. Slutteligt fik sagen om flygtningene på asylcentrene og de kummerlige forhold de levede under, S til at åbne for flygtninge- og indvandrerdebatten. Igen. Alle gode og fornuftige beslutninger, men hvis man først siger et – og kort efter mener noget andet, bliver vælgerne forvirrede og stemmer på nogle andre. Det hele viser, at man ikke kan vinde et valg med ved at mene det samme som de andre minus ti procent. Der skal være et alternativ. Specielt hvad angår skat, uddannelse og ikke mindst på flygtninge- og indvandrerpolitikken.
Den svære tid i opposition
Hvorfor har Socialdemokraterne lige siden Poul Nyrups regerings periode haft så svært ved at sidde i opposition? Det er selvfølgelig for nemt bare at pege på Helle Thorning og strategien ved sidste valg. Spørgsmålet er om der et problem som stikker endnu dybere? Grundlæggende er det svært for Socialdemokraterne ikke at have magten, fordi at hele den politiske grundtanke handler om at skabe resultater igennem forlig. I Danmark har vi i dag en meget unik situation, hvor blokpolitikken definere landskabet og hvor de borgerlige ikke har noget behov for at tage Socialdemokraterne eller de Radikale med ombord. Det er altså svært at forhandle sig frem til resultater ud fra et udgangspunkt hvor man sagtens kan undværes. Hvad gør man så? Forholder sig passiv? Mange af de gamle partimedlemmer som jeg taler med, mener at S er i en form for venteposition, fordi at hver eneste dansker dybest set er socialdemokrat, folket er bare blevet vildledt og man regner med at det snart går op for dem og så skal S tilbage til magten igen. Det er naturligvis en rar tanke, men den fordrer også en meget passiv holdning til politik- og ideudvikling i partiet.
Et af de toneangivende problemer for hele venstrefløjen er, at man har været for dårlig til at erobre den politiske dagsorden. Når venstrefløjens politik er blevet defineret, har det været på modstandernes præmisser. Diskussionen om vores udlændingepolitik har handlet om hvorvidt vi gik ind for 24-årsreglen eller ej, skattepolitikken om vi støttede eller ikke støttede skattestoppet, og vores uddannelsespolitik om vi gik ind for test og kanon i folkeskolen. Alt i alt har vi på venstrefløjen defineret os med udgangspunkt i borgerlig politik og borgerlige lovforslag, og derfor har det været så svært for oppositionen at komme i offensiven. Man har villet for lidt og skændtes for meget.
New Labour strategien
I blandt nogle socialdemokrater i Danmark har der længe været en opfattelse af, at man netop skulle følge eksemplet fra England, hvor Labour blev til New Labour og indtog midten af engelsk politik efter et voldsomt ryk mod højre. Hele formålet var at hugge så mange midtervælgere som muligt. En strategi som Venstre og Socialdemokraterne efterfølgende begge har forfulgt. Spørgsmålet er, om man som meningsdannende parti ikke mister sin legitimitet hvis man gå for langt væk fra sine værdier for at imødekomme midtervælgerne? Faren ved denne strategi er, at man de to blokke imellem, ender med at skændes om så utrolig lidt. Det bliver nærmest en kamp, for at mene så lidt som muligt også håbe på, at man kan sige ”ingenting” mere troværdigt end modstanderen.
Problemet er, at socialdemokratiet ikke kan slå Dansk Folkeparti på en hård og umenneskelig udlændinge politik, man kan ikke overhæle de Konservative i forslag om hårdere straffe, og man kan ikke overbyde Venstres skattelettelser. Man vinder på at mene noget, ved at opstille reelle alternativer – ikke fordi en spindoktor siger det, men fordi vi gerne vil noget med samfundet.
Det er også som om at der bland nogle socialdemokrater har været en forestilling om, at man kan have en venstreorienteret fordelingspolitik, og en højreorienteret værdipolitik. Jeg har aldrig helt forstået denne tilgang til politik, at tro at man kan adskille sine værdier fra ens økonomiske tilgang til samfundet. Det mener jeg er grundlæggende forkert. Fordelingspolitikken er styret af vores værdier og vores værdipolitik skal følges op af økonomi. Uden sammenhæng mellem de to, bliver både værdipolitikken og fordelingspolitikken reduceret til hul symbolpolitik, uden reelt indhold.
Et ægte alternativ
Jeg tror på en socialdemokratisk sejr ved næste valg, men hvad er anderledes nu? Villy Søvndahl sagde i sin tale på kongressen i Aalborg at Helle Thorning var blevet mere venstreorienteret og han var blevet bedre klædt. Jeg ved ikke om det første er rigtigt, men det er klart at samarbejdet med SF, opstiller et ægte og troværdigt alternativ til den borgerlige regering og udspillet Fair Løsning går noget af vejen, i forhold til at komme med bud på finansieringen af fremtidens velfærdssamfund. Udover at der nu er et solidt alternativ, har finanskrisen redefineret udgangspunktet og spille reglerne for dansk politik. Anders Foghs kontrakt politik er væk og det er tid til at prioritere. Sådan som linjerne er trukket op, står Danmark over for to forskellige veje at gå i forhold til de økonomiske udfordringer, henholdsvis den borgerlige vej hvor man spænder livremmen ind og presser den offentlige sektor ud i enorme besparelser, med alt hvad det medfører af arbejdsløshed, forringelser og nedskæringer for de svageste. Også er der det socialdemokratiske alternativ hvor man vil sætte gang i hjulene via offentlige investeringer og får lavet de nødvendige investeringer, i uddannelse, vedvarende energi og fastholdelse af et anstændigt velfærdsniveau.
Der er så meget at tage fat på, af helt reelle problemstillinger, som man ikke kan spinde sig ud af. Hvad gør vi ved arbejdsløsheden, når industriarbejdspladser lukker og flytter? Hvordan indretter vi vores arbejdsmarked, når vi skal arbejde mere, samtidig med at store dele af befolkningen bliver ramt af stress? Hvordan sikre vi ordentlige vilkår for vores børn, vores ældre og de svageste i samfundet? Kun en socialdemokratisk ledet regering vil have modet og politikken til, at lave de rigtige investeringer, så vi kan sørge for at flere indvandrere kommer i arbejde og sikre ordentlige arbejdsforhold så flere bliver fastholdt på arbejdsmarkedet. Alt dette, fordi troen på mennesker og hvad vi kan udrette sammen, er en hjørnesten i den socialdemokratiske grundtanke, der er plads til alle og brug for alle og kun i fællesskab kan vi løfte de udfordringer som samfundet står overfor. Det er ikke ”spin” som i tv serien ”Borgen,” det er ægte politisk hjerteblod.
Skoleforliget – kampen for en god folkeskole
Luk skoler eller giv elever og lærere dårligere arbejdsvilkår. Det var vores muligheder. Men selv når vi er tvunget til at spare, vil vi altid forsøge at skabe en bedre folkeskole. Det har ikke været let, men vi kan som parti være stolte af vores arbejde og resultatet.
At lukke skoler, kan aldrig være en let beslutning eller en vinder sag. Det er, hvis man tænker over det, svært at finde et område som på samme måde berører både vores - og vores børns fremtid, og på én og samme gang handler om, hvordan man som helt almindelig familie får hverdagen til at hænge sammen. Derfor er og vil debatten om folkeskolen altid være politisk hjerteblod for os Socialdemokrater.
Finanskrisen, regeringens såkaldte nulvækst, udligningsreformen og skattestoppet holder os som kommune i et økonomisk kvælertag, der bliver strammere og strammere. Vi får penge til at drive skoler, efter hvor mange børn vi har. Så når børnetallet i Odense falder med cirka 800 børn de kommende år, får vi 38 millioner mindre til skoleområdet. Med det skoleforlig vi indgik i december, har vi formået at tilpasse antallet af skoler til det antal elever, der skal undervises i vores by. Alternativet havde været besparelser på undervisning, hvilket havde ramt de svageste elever hårdest.
Selvom vi skal spare, er det vores pligt altid at forsøge at forbedre vores folkeskole, hvilket forliget også indeholder nogle bud på. Vi står som samfund overfor en lang række udfordringer: mange ufaglærte jobs forsvinder og de små ungdomsårgange gør det bydende nødvendigt, at vi ikke taber mange elever allerede i folkeskolen. For at nå det mål, må indsatsen i folkeskolen rettes mod at bryde den negative sociale arv, så vi udskiller færre og får flere videre i fortsat uddannelse.
Når vi som parti skal definere indsatsområderne for vores folkeskole, skal vi have tre elever i tankerne: Morten der må droppe ud af teknisk skole, fordi vi ikke har formået at lære ham at læse og skrive godt nok. Ida der i sine sidste år af sin folkeskoletid ikke føler, at hun er god nok eller dur til noget og derfor mister lysten til mere uddannelse. Og endelig Said, som ender med at rende rundt og lave ballade i stedet for at passe sin skole, fordi vi ikke har fået ham og hans familie integreret ordentligt.
Med det indgåede forlig, har vi sikret, at der arbejdes med børnemiljøer, der skal sørge for en bedre overgang imellem børnehave og indskoling. Der skal for vores ældste elever oprettes ungemiljøer på alle skoler, hvor samspillet med ungdomsuddannelserne bliver styrket og skoledagen bliver mere varieret, udfordrende og spændende. Det er vigtigt, at ikke alle folkeskoler i Odense skal være ens, på nogle skoler skal tilbydes valgfag i forskellige sprog, som en ny form for modersmålsundervisning og på andre mere musik eller mere idræt.
I det hele taget har vi et særligt fokus på, de aktive fag og læseindlæring. Mange af nutidens elever har svært ved at sidde stille og koncentrere sig lang tid ad gangen. De skal have noget afveksling og mulighed for at bevæge sig mere i løbet af en skoledag. Derfor er det vigtigt, at holde fokus på sammenhæng mellem de fag, hvor man skal sidde stille og læse, og de kropslige og mere kreative fag. Både for at øge fagligheden og for at få de bogligt svageste elever med. Derfor skal vi i højere grad bruge de kropslige og kreative fag som et medspillende fag i undervisningen, så faget bliver mere end et frikvarter fra det boglige arbejde.
At læse og skrive er alfa og omega for at kunne gebærde sig i det danske samfund. Stort set alle børn kan lære at læse, og det er vigtigt, at man lærer at læse så tidligt som muligt, da evnen til at læse er fundamentet til senere lærling og deltagelse i alle andre fag. Men alt for mange knækker læsekoden for sent i deres skoleforløb. Det resulterer i mange nederlagsoplevelser meget tidligt i skolen. Det er med til at demotivere eleverne og give dem en følelse af magtesløshed. Med det rette fokus kan det lade sig gøre, at næsten alle elever lærer at læse fra børnehaveklassen og frem til tredje klasse. Derfor kan læseindlæring ikke prioriteres højt nok i indskolingen. Der er brug for en meget intensiv og målrettet indsats, hvor vi både timemæssigt og økonomisk har afsat midler til at få alle børn med på vognen. Hvis man ikke kan læse, er det svært at lære andre fag. Både i folkeskolen og på videregående uddannelser.
Selvom tiderne er svære, har vi på denne måde forsøgt at gøre det bedre, både for Morten, Ida og Said. De skal opleve, at der er brug for alle og plads til alle – specielt i folkeskolen i Odense.
Myten om efterlønsmodtageren
Fem bud på en bedre folkeskole
Vores arbejdsmarked er under pres og Folkeskolen er under pres. Mange ufaglærte jobs forsvinder og de små ungdomsårgange gør det tvingende nødvendigt at få flere igennem folkeskolen og videre på en ungdomsuddannelse. Skal det kunne lade sig gøre, må indsatsen i Folkeskolen rettes på at bryde med den negative sociale arv, så vi udskiller færre og får flere med videre i forsat uddannelse. For netop her ligger nøglen til at få en masse af fremtidens ufaglærte arbejdskraft omdannet til faglært arbejdskraft. Folkeskolen er fundamentet for fremtidens arbejdsmarked og fremtidens demokrati. Og laves fundamentet skidt, så bliver byggeriet som bekendt derefter. Her er vores fem tiltag til hvordan dette fundament bliver væsentligt stærkere.
Mange elever har svært ved at sidde stille og koncentrere sig lang tid afgangen om undervisningen. De skal have noget afveksling og mulighed for at bevæges sig mere i løbet af en skoledag. Derfor er det vigtigt, både for at øge fagligheden og for at få de bogligt svageste elever med, at holde fokus på sammenhæng imellem de boglige, kropslige og de kreative fag. Uanset om man arbejder med læringsstile, de mange intelligenser eller kooperativ læring, peger alt i den samme retning, nemlig at det er vigtigt med varierede undervisningsformer og at man bruger elevernes styrker på et område, til at løfte dem på andre. Derfor skal vi bruge de kropslige og kreative fag i højere grad som et medspillende fag i undervisningen, så faget bliver mere end et frikvarter fra det boglige arbejde.
At læse og skrive er alfa og omega for at kunne gebærde i det danske samfund. Stort set alle børn kan lære at læse og det er vigtigt, at man lærer det så tidligt som muligt, da evnen til at læse danner fundamentet for senere lærling og deltagelse i alle andre fag. Men alt for mange knækker læsekoden for sent i deres skoleforløb. Dette resulterer i mange nederlagsoplevelser meget tidligt og oplevelser, der er med til at demotivere eleverne og give dem en følelse af magtesløshed og utilstrækkelighed. Med det rette fokus, kan det lade sig gøre, at næsten alle elever lærer at læse fra børnehaveklassen og frem til tredje klasse. Derfor kan læseindlæring ikke prioriteres højt nok i indskolingen, der er brug for en meget intensiv og målrettet indsats, hvor vi både timemæssigt og økonomisk afsætter midler til at få alle børn med på vognen, fordi læsningen er det vigtigste fundament, de kan få med videre.
Et andet af vores helt store problemer er, at vi taber mange elever i overgangen fra mellemtrinet op i overbygningen. Mange elever oplever, at de ikke kan leve op til egne, eller andres forventninger og mange falder simpelthen helt fra rent fagligt eller motivationsmæssigt, når puberteten sætter ind. Vi skal gøre undervisningen i de større klasser mere interessant og vedkommende for eleverne. Tankegangen med én lærer - én klasse i overbygningen er passé. Vi bør opbygge en mere flydende klasseinddeling, der giver mulighed for langt mere differentieret undervisning. Der skal i fremtidens skole arbejdes med både tværfaglige, tværgående forløb, der i højere grad tager udgangspunkt i elevernes interesser og kompetencer. Eleverne skal være medskabende i forhold til deres egen skoledag, men de skal fastholdes og stimuleres, af dygtige lærer, der guider dem i den fagligt rigtige retning.
Meget af den varierende og tværfaglige undervisning droppes i dag i 9.klasse, fordi eksamen fylder enormt meget, både for lærere og elever. Det betyder, at det fokus, der burde være på elevernes alsidige faglige udvikling stopper, til fordel for indøvning af eksamenssituationer. Det er ikke i sig selv specielt givende, og det bliver yderligere absurd, når karaktererne fra eksamen ikke er afgørende for optaget på ungdomsuddannelserne. Efter vores mening vil det gavne elevernes niveau betragteligt, hvis 9. klasse blev brugt på undervisning i stedet for eksamenstræning. Generelt skal vi tænke mindre i kontrol og test, og mere på, hvordan man udvikler den enkelte elev. Test og eksamener kan være udmærkede værktøjer, men de skal lægges i forlængelse af det stof, som eleven har arbejdet med, ikke være et slutmål og en kategorisering for fremtiden, men et redskab for udvikling og faglig opfølgning. Eventuelt i samarbejde med ungdomsuddannelserne, så vi sikre en så målrettet indsats som muligt.
Taxameterordninger og besparelser har ramt landets lærerseminarier hårdt. Med vores arbejdsmarkeds udfordringer er det et af de tåbeligste steder, vi kan spare, fordi uddannelsen af vores kommende lærer danner fundamentet for hele udannelsessystemet. Oven i alt dette, har der fra politisk side i den forgangne tid, været et meget skævt fokus på at øge den såkaldte fagfaglighed for de lærerstuderende. Man har så at sige forsøgt at gøre lærerne til eksperter i deres fag, i stedet for at prioritere det pædagogiske område – som jo dybest set netop er lærernes faglighed. Her har fokus været ude af trit med virkeligheden. Her mødes de nyuddannede lærer nemlig med krav om fleksibilitet og krav om at kunne undervise i mange forskellige fag. Lærerne ville således være klædt langt bedre på, hvis de var dygtigere til håndværket ’undervisning’, end som specialister i et bestemt fag, når de så ender med at skulle undervise i noget helt andet. Fokus har været helt forkert, vi skal gøre lærerne til eksperter i undervisning, ikke i kemiske formler eller digtere fra 18.hundrede tallet. De lærerstuderende skal styrkes i at blive professionelle underviserer, i at læse børnene, deres udviklingsmuligheder og stykke velstrukturerede forløb sammen.
Det er tid til handling og til at forbedre vores folkeskole, så flere kommer med på vognen og færre skilles fra. Disse fem tiltag kan hjælpe med at bryde den negative sociale arv og skabe en bedre opvækst og skolegang for vores børn, og dermed være med til at fremtidssikre vores arbejdsmarked og dermed vores økonomi.
Den økonomiske ramme for skolerne er benhård i disse år, konkurrencen fra privatskolerne er stor og niveauforskellen imellem de svageste og de stærkeste elever steget voldsomt. Den fælles folkeskole som grundstamme i skolepolitikken er stærkt udfordret, og mulighederne for at underminere den negative sociale arv daler med de manglende investeringer i Folkeskolerne. Folkeskolen har behov for et pædagogisk-fagligt boost, og plads og rum for lærerne til at arbejde med undervisningsformer, som vi ved giver muligheder for langt flere børn end den traditionelle skole har gjort tidligere. Folkeskolen skal arbejde mere med varierede undervisningsformer, læseindlæringen i indskolingen skal styrkes, vi skal have flydende klasseinddeling i de ældste klasser, der skal skrues alvorligt ned for afgangseksamen og satses mere fokuseret på at uddanne dygtige undervisere på landets seminarier.
Test giver ikke mere faglighed i folkeskolen
For mig at se, er der på nuværende tidspunkt er alt for meget fokus på test og karakterer i den danske folkeskole. Alt for længe, har der været en forestilling om, at vi kan “teste” os til mere faglighed, hvilket jeg mener, er helt forkert. For mig at se er test bare er et pædagogisk redskab. Men testen skal i så fald være målrettet og tilpasset eleverne og den planlagte undervisning. Derfor er ideen om nationale test udtryk for et bureaukratiserende tiltag, der kun er med til at besværliggøre lærernes arbejde. Alle former for god undervisning tager udgangspunkt i den der undervises, og her kan test være gode til at få indblik i elevens faglige udgangspunkt, men det vigtige bør ikke være testen i sig selv, men det, som læreren bruger den til fremadrettet.
- Jeg er med på, at karakterer og test for nogle kan være motiverende, men de kan for andre have den stik modsatte virkning og være med til at fastholde de fagligt svageste elever, i en forestilling om, at de rent skolemæssigt ikke duer til noget. For mig at se, bør en god underviser være i stand til at motivere de dygtige elever, uden at sætte sine elever i forskellige kasser med tal på.
Drop “New Labour-strategien”
I blandt nogle socialdemokrater i Danmark har der længe været en opfattelse af, at partiet skal følge eksemplet fra England, hvor Labour blev til New Labour og indtog midten af engelsk politik efter et voldsomt ryk mod højre.
Hele formålet var at appellere til så mange midtervælgere som muligt. En strategi som Venstre og Socialdemokraterne efterfølgende begge har forfulgt. Spørgsmålet er, om man som meningsdannende parti ikke mister sin legitimitet hvis man gå for langt væk fra sine værdier for at imødekomme midtervælgerne?
Faren ved denne strategi er, at man de to blokke imellem, ender med at skændes om så utrolig lidt. Det bliver nærmest en kamp, for at mene så lidt som muligt også håbe på, at man kan sige ”ingenting” mere troværdigt end modstanderen. Udover at det rent politisk er problemet, tager denne tilgang ikke højde for at socialdemokratiet ikke kan slå Dansk Folkeparti på en hård og umenneskelig udlændinge politik, man kan ikke overhæle de Konservative i forslag om hårdere straffe, og man kan ikke overbyde Venstres skattelettelser. Man vinder på at mene noget, ved at opstille reelle alternativer – fordi vi gerne vil noget med samfundet.
Det er også som om at der bland nogle socialdemokrater har været en forestilling om, at man kan have en venstreorienteret fordelingspolitik, og en højreorienteret værdipolitik. Jeg har aldrig helt forstået denne tilgang til politik, at tro at man kan adskille sine værdier fra ens økonomiske tilgang til samfundet. Det mener jeg er grundlæggende forkert. Fordelingspolitikken er styret af vores værdier og vores værdipolitik skal følges op af økonomi. Uden sammenhæng mellem de to, bliver både værdipolitikken og fordelingspolitikken reduceret til hul symbolpolitik, uden reelt indhold.